Jeg sidder her på Hvidovre hospital med tusinde og atter tusinde tanker og jeg har kun et hovede til at tænke dem med.
For 14 timer siden sad jeg med store ellevetaller under næsen og græd som en pisket pakistaner med en lille bylt i mine arme. Min søn.. Mikkel Merrald Bjørnskou. En lille stædig rad på 2351 gram og 47 cm, der sammen med sin skønne mor måtte gå igennem helvede og tilbage for tilsidst at blive forløst ved kejsersnit. 14 timer… Det lyder ikke af meget, og dog! Når man tænker på at min kæreste havde ligget med ulidelige smerter i 3 døgn og en formodet sprunget cyste på højre nyre, inden man satte hende i gang med at føde. Herfra og 13 timer senere viste det sig at vores søn sad skævt i mors bækken og ikke kunne presses naturligt ud. End ikke sugekoppen kunne trække ham ud, og jeg kan skrive under på, i angstens sved, at fødselsprofessoren prøvede ihærdigt. Nok til at jeg tænkte; “Han slår sgu ungen ihjel”.
Men kejsersnit blev det, og han var den mest perfekte lille nyskabning, taget i betragtning, at han er født en måned for tidligt. Der sker noget oven i hovedet på nybagte forældre… Jeg har set masser af nyfødte babyer i diverse dokumentarprogrammer. Og mand hvor er de bare tudegrimme! Min søn lignede dem på en prik, indsmurt i fosterfedt, blod og snask, men han var smuk. Så smuk at jeg måtte sidde og fælde en tåre eller ti. Jeg fik klippet naglestrengen, og så var han endelig kommet fuldbyrdet til verden. Mor røg til opvågning og observation, og far røg med ungen til børneafdelingen, hvor han blev målt og vejet. Jeg turde dårligt nok at røre ham. Han var så fin og skrøbelig. Noget man dog hurtigt overvinder når de spørger om man vil sidde med ham… Der tabte jeg alt… You had me at hallo…. De var de mest sindsyge, mærkelige, vidunderlige, sørglige, lykkelige 2 timer, jeg tror jeg har haft.. Det kan vitterligt ikke beskrives.. det SKAL prøves.
Vi tog ind på Hvidovre med en formodet diskusprolabs, og kom ud 4 dage senere med vores fælles barn. Fortumlet og som en elefant i en glasbutik, men med et fantastisk personale, der har gjort alting håndgribeligt og forståeligt for os. Vi prøver at komme til hægterne mens familien besøger det nye medlem. Mikkel er i de bedste hænder tænkeligt nede på børneafdelingen og mor og far tosser rundt og leger forældre.. Eller vi prøver i hvertfald at udfylde rollerne så godt som vi nu kan. Jeg kunne skrive meget mere, men det virker egentlig ligegyldigt. Det eneste der betyder noget er barnet og moderen der begge hver især skal styrkes og nurses..
Min søn! Du er mit kød og blod, og for dig vil jeg gøre alt! Jeg har kendt dig i mindre end et døgn, og jeg ved allerede at jeg ubetinget vil elske dig resten af mit liv..
Velkommen..!
Men hey.. fordelen er nu at jeg med rette kan kalde hende MILF.
)